Sammenhængen mellem erhvervsuddannelser og den grønne omstilling skal stå lysende klart for landets unge og flere andre målgrupper. Det er et af målene i et stort samarbejde mellem Industriens Fond og EuroSkills2025.

Bæredygtighed og grøn omstilling er relevante tematikker for rigtig mange erhvervsuddannelser. Som en del af et større samarbejde, hvor Industriens Fond støtter EuroSkills2025 med i alt tre millioner kroner, skal der med afsæt i den store EuroSkills2025 event skabes inspirerende fortællinger om de erhvervsuddannelser og fag, som udfører den grønne omstilling i praksis.

Samarbejdet skal blandt andet sikre, at landets unge og andre uddannelsessøgende får øjnene endnu mere op for de spændende og vigtige ’grønne uddannelser’. Projektet skal desuden give skolelærere, uddannelsesvejledere mv. overblik over mulighederne i fagene – og hjælpe dem til konkret at kunne forklare, hvorfor fagene er vigtige for den grønne omstilling.

I dette projekt med Industriens Fond fokuseres særligt på de erhvervsuddannelser, der retter sig mod industrien, men projektet fungerer også som pilotprojekt for tilsvarende kampagner om andre ’grønne fag’.

– Der er nogle steder en opfattelse af, at den grønne omstilling ligefrem betyder nedlæggelse af faglærte jobs. Men faktuelt er faglært arbejdskraft en forudsætning for den grønne omstilling – ikke mindst i industriens fag. Der findes en lang række erhvervsuddannelser, som åbner op for, at man kan spille en meningsfyldt hovedrolle i den grønne omstilling. Det er dét budskab, projektet i samarbejde med Industriens Fond skal bringe ud i landet, siger Poul Nyrup Rasmussen, der er formand for EuroSkills2025.

– Den grønne omstilling rummer et unikt potentiale for danske virksomheder. Men for at gribe forretningsmulighederne, der ligger i omstillingen, så skal erhvervslivet have adgang til relevante kompetencer. Der bliver behov for tusindvis af kloge hænder på fremtidens grønne arbejdsmarked og derfor skal unges interesse for erhvervsuddannelserne øges, siger Anders Ziegler Kusk, der er programleder hos Industriens Fond.

– Vi er meget begejstrede og yderst taknemmelige for Industriens Fonds støtte til EuroSkills2025 og kampagnerne for ’de grønne erhvervsuddannelser’. Helt fra første dialog har der været enighed om, at EuroSkills2025 og Industriens Fond sammen kan bringe de vigtige grønne uddannelser endnu mere frem i lyset og få fortalt om muligheden for at gøre en grøn forskel med en erhvervsuddannelse, siger direktør for EuroSkills2025, Henrik Kjeldsen.

EuroSkills2025 foregår fra 9. til 13. september 2025 i MCH Messecenter Herning og forventes at tiltrække op mod 100.000 gæster. Det er første gang Danmark er vært ved et EuroSkills-mesterskab.


For mere info:

Industriens Fond: Presse- og kommunikationschef Anders Brandtoft, AB@industriensfond.dk, 3112 2743

EuroSkills2025: Kommunikationschef Nicki Quist, niq@euroskills2025.com, 2929 1332

 


Om Industriens Fond

Industriens Fond er en privat filantropisk fond, der arbejder for at fremme dansk erhvervslivs konkurrenceevne. Det gøres med fokus på viden, kompetencer og innovation inden for bæredygtig produktion, cybersikkerhed, nye teknologier og internationalisering.

Læs mere: https://industriensfond.dk/


Om EuroSkills Herning 2025

EuroSkills2025 foregår i Danmark og MCH Messecenter Herning 9. – 13. september 2025. Her dyster 700 deltagere fra 32 europæiske lande i 40 forskellige fag foran 100.000 gæster, hvoraf størstedelen er unge. De besøgende kan udforske de mange fag i 15 store messehaller fyldt med EuroSkills-konkurrencer på højeste niveau og med topprofessionelt udstyr. Publikum kan også selv prøve fagene ’live’ i særlige Try-a-Skill områder. Deltagerne og medaljevinderne fejres ved to store shows i Jyske Bank Boxen.

EuroSkills2025 skal skabe fornyet interesse for erhvervsuddannelserne. Det er vigtigt fordi store seniorårgange er på vej på pension og afløses af små ungdomsårgange, hvoraf færre og færre vælger en erhvervsuddannelse. Det betyder, at Danmark kommer til at mangle 100.000 faglærte frem mod 2030.

EuroSkills2025 spiller desuden en central rolle, når det gælder Danmarks klimamål, da manglen på faglært arbejdskraft blandt andet omfatter fx smede, elektrikere, industriteknikere og VVS’ere, der er nødvendige for at udføre den grønne omstilling.

Bag EuroSkills2025 står Børne- og undervisningsministeriet, Fagbevægelsens Hovedorganisation, Dansk Arbejdergiverforening, Region Midtjylland, Herning Kommune og SkillsDenmark samt en række øvrige institutioner, organisationer, fonde og virksomheder, der støtter og bakker op om projektet.

Læs mere: https://euroskills2025.com/

Industriens Fond støtter EuroSkills2025 med tre millioner kroner. Som en del af samarbejdet skal der blandt andet skabes inspirerende fortællinger om flere af de erhvervsuddannelser og fag, som udfører den grønne omstilling i praksis.