Danmark overtog officielt EM-værtskabet i Skills

Ved afslutningen af den 8. udgave af Europas største uddannelsesbegivenhed for faglærte unge, overtog Danmark lørdag i Gdansk officielt fanen og stafetten, som den næste vært ved Europamesterskaberne i 2025.

Foran tusindvis af feststemte publikummer, der i fem dage havde fejret Europas dygtigste unge faglærte, fik Danmark lørdag aften officielt overdraget EuroSkills-fanen som kommende vært for Europas største uddannelsesbegivenhed.

Det var den danske landsholdsdeltager Amalie Druekær Rasmussen fra Slagelse, der fik æren af at modtage EuroSkills-fanen på scenen til afslutningsceremonien af EuroSkills2023 i Gdansk. Den 21-årige tjenerelev havde kort tid forinden sikret Danmark en af i alt otte EM-medaljer til Danmark, da hun vandt sølv i tjenerfaget.

På scenen til ceremonien var også fhv. Statsminister og EuroSkills2025-formand Poul Nyrup Rasmussen.

– Det var en stor aften for Danmark. Vi kunne både glæde os over historisk mange medaljer til Skills-landsholdet, og nu har vi officielt overtaget rollen som næste værtsnation for Europas største uddannelsesbegivenhed. EuroSkills2025 indeholder et enormt potentiale for at sætte erhvervsuddannelserne øverst på dagsordenen og skubbe til hele den udvikling og forandring, vi ønsker at se i det danske uddannelsessystem, siger EuroSkills2025-formand Poul Nyrup Rasmussen.

Den grønne omstilling i fokus

Den kommende udgave af EuroSkills forgår i messehallerne i MCH Messecenter Herning 9. – 13. september 2025. Her vil op mod 700 unge faglærte kæmpe om EM-medaljer i 38 fag foran op mod 100.000 tilskuere.

Foruden at hylde Europas dygtigste unge faglærte, vil de danske arrangører også bruge værtskabet til at øge fokus på erhvervsuddannelserne i Danmark, og som noget nyt vil også den grønne agenda få en central rolle, når i alt 32 europæiske nationer mødes i Danmark.

– Skills er helt afgørende for den grønne omstilling. Derfor vil vi gøre alt for at EuroSkills2025 udruster fremtidens unge faglærte med de kompetencer, der er nødvendige for at udføre den grønne omstilling. Det er afgørende, hvis vi skal sikre, at vi når i mål med alt det vi taler om, når det gælder en bæredygtig fremtid, siger Poul Nyrup Rasmussen.

Bag EuroSkills 2025 står Børne- og Undervisningsministeriet, Dansk Arbejdsgiverforening, Fagbevægelsens Hovedorganisation, Herning KommuneRegion Midtjylland og SkillsDenmark.

– – – – – – – –

Foto: Lasse Skov/SkillsDenmark