Novo Nordisk Fonden støtter EuroSkills2025 med 7,8 mio. kr.

Det er første gang i historien, at den store ædle kappestrid for unge faglærte i Europa afholdes i Danmark. Med den betydelige økonomiske støtte bidrager Fonden afgørende til at sikre et EuroSkills Herning 2025, som bliver historisk – og med fuld fokus på grøn omstilling – et nyt løft for erhvervsuddannelserne i Danmark.

”På EuroSkills2025’s vegne takker jeg Novo Nordisk Fonden for den store donation. Vi får hermed et endnu bedre afsæt for at give alle deltagere og gæster i Herning en unik oplevelse, med ekstra stort fokus på grøn omstilling. Sammen med andre donationer vil vi kunne sikre gennemførelsen af topmødet for de mange europæiske lærlinge, EuroSkills Herning 2025, på et kvalitetsniveau, der vil bidrage til, at vi kan knække kurven for de unges tilvalg af erhvervsuddannelse i en markant positiv retning”, siger formand for EuroSkills 2025 I/S, Poul Nyrup Rasmussen.

Kæmpe event med bæredygtige ambitioner

Danmark står over for en stor udfordring i det grønne omstillingsarbejde. Folketinget har vedtaget målsætningen om, at CO2-udledningen i 2030 skal være reduceret med 70 procent. Undersøgelser tegner samtidig et tydeligt billede af, at dansk industri og alle erhvervene står foran en krævende opgave, hvis CO2-målene skal nås. Uden en ekstra indsats kommer vi til at mangle titusindvis af faglærte som fx industriteknikere, elektrikere og VVS’ere til de mange jobs, den grønne omstilling får brug for.

EuroSkills Herning 2025 bliver dermed også en meget vigtig begivenhed, der kan motivere landets unge i forhold til mulighederne og perspektivet i den grønne dagsorden. Vi kan med det europæiske, faglige topmøde gøre det lysende klart, at man som faglært kan blive en vigtig frontløber for en grønnere verden. ”At blive en green doer”.

”Vi har et erklæret mål om at afvikle de hidtil grønneste euromesterskaber. Både som topmøde for den ædle, faglige kappestrid, og i forhold til præsentationen af bæredygtige produkter og løsninger i forbindelse med konkurrencerne. Vi har en unik dansk mulighed for at vise, hvad vi kan – samtidig med at vi spreder og deler bæredygtig inspiration blandt kontinentets allerdygtigste, unge faglærte. Alle er de fremtidens arbejdskraft for udviklingen af Europas produktion og velfærd”, siger Poul Nyrup Rasmussen.